Mediebibliotek
På Sødisbakke ønsker vi at være et tilbud med ekspertise i komplekse opgaver og i opgaver med stor diversitet. Indholdet i mediebiblioteket skal synliggøre vores medarbejderes viden og erfaringer, og give et indblik i tilbuddenes faglighed, arbejdsmetoder og tilgange.
Læs mere om os
-
Mennesker i kærlige hænder
I 2012 producerede vi filmen "Mennesker i kærlige hænder" i samarbejde med Hans Bülow, Batavia film.
Filmen giver et indblik i, hvordan vi bruger Gentle Teaching på Sødisbakke.
-
Ro, retning og overblik
Denne film handler om at kunne give ro, retning og overblik.
Når følelserne brager igennem
Denne film handler om at skabe forudsigelighed og forebygge følelsesmæssig frustration.
Bakkebo
Denne film handler om dilemmaer i pædagogisk arbejde for domfældte med udviklingshæmning.
Skovbo Kuben
Denne film handler om at understøtte venskaber mellem mennesker med Autismespektrumforstyrrelser.
-
Trafiklysmetoden kan bruges sammen med de faglige metoder i arbejdet med borgerne. To afdelingsledere fra Tilbuddet for Særforanstaltninger fortæller her, hvordan de bruger belastningsprofilen.
-
Gentle Teaching
En podcast-serie i fem afsnit fra Sødisbakke om den pædagogiske filosofi, Gentle Teaching, der er grundlaget for og tilgangen til arbejdet på Sødisbakke.
Du kan lytte til den via linket nedenfor eller, hvis du har en smartphone, søge på "Specialpædagogiske Eftertanker" der hvor du henter dine podcasts.
Specialiseret pædagogik
En podcast-serie i fire afsnit med fokus på den specialiserede indsats, der finder sted på Sødisbakke. For hvad er egentlig det specielle ved specialisering og specialpædagogik?
Du kan lytte til den via linket nedenfor eller, hvis du har en smartphone, søge på "Specialpædagogiske Eftertanker" der hvor du henter dine podcasts.
-
Blogindlæg
Her giver vi medarbejderne ordet (og pennen), så de kan dele deres erfaringer, refleksioner og hvad de brænder for i deres arbejde. Deres engagement er bærende for den indsats, der dagligt udføres på Sødisbakke med og for vores beboere.
Vi håber, I har lyst til at læse med.
-
03.11.2021
Sødisbakkes størrelse giver os mulighed for at tilbyde nogle særlige rammer for både borgere og medarbejdere. Et eksempel er, at vi på matriklen har både hestestald og ridehal med dertilhørende heste som en integreret del af vores aktivitetstilbud. At bruge hestene i pædagogikken kan – med inspiration fra teorien bag rideterapi - gavne vores borgere på flere niveauer og skabe mening i deres dagligdag.
Flere steder i landet kan man uddanne sig indenfor eller modtage rideterapi – en behandlingsform, der bl.a. henvender sig til udviklingshæmmede og psykisk syge, og som har til hensigt at skabe kontakt til egne følelser og ressourcer gennem samværet med hestene.
Det er vigtigt at understrege, at Sødisbakke ikke tilbyder rideterapi og heller ikke har uddannede rideterapeuter ansat. Vi påstår derfor ikke, at vi kan varetage den form for terapi, som rideterapeuter er uddannede til.
Dog er det vores oplevelse, at samværet med hestene har en betydning for borgernes velvære og selvforståelse, og derfor er et vigtigt værktøj i Sødisbakkes samlede tilbud. Det fortæller Malene Wendtland, der er Tilbudsleder for Aktivtets- og Samværstilbuddene:
”Vi bruger hestene i dagligdagen med borgerne, både i forbindelse med handicapridning, men også i form af såkaldte ”miniheste”, som kommer med ud på afdelingerne, hvor borgerne kan få en sansemæssig oplevelse ved at fodre, lugte og ae dem. Derudover knytter der sig en del fysisk aktivitet til det at have heste, og for flere af vores borgere er det meningsfyldt at hjælpe til i stalden på lige fod med personalet. På den måde bidrager hestene positivt til det pædagogiske arbejde for mange beboere – med muligheder for at tilpasse samværet til deres fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse”.
Den teoretiske baggrund
For at forstå, hvorfor oplevelser med hestene kan være givende for beboerne, er det relevant at se på noget af den teori, der ligger bag brugen af rideterapi.
Det vil vi gøre med udgangspunkt i Inge Klitgaard, Tinne Quistorff Clausen & Tine Friis Magill, som I det videnskabelige tidsskrift Psyke & Logos (2014, 35, 85-101) har udgivet artiklen ”Rideterapi for børn – i et narrativt perspektiv”. Her undersøger de, hvad brugen af heste som terapiform kan bidrage med hos børn.Selvom denne undersøgelse ikke nødvendigvis kan overføres direkte til målgruppen af mennesker med udviklingshæmning, giver den alligevel nogle interessante perspektiver på, hvad hestene kan bidrage med – set fra et pædagogisk perspektiv.
Fire centrale pointer fra artiklen omfatter:
- At samværet med heste giver et rum, hvor der kan udvikles nye færdigheder, og som kan understøtte følelsen af agenthed. Man får mulighed for at handle aktivt i sit eget liv (Klitgaard et al., s. 87).
- En unik relationel oplevelse, hvor man knytter bånd til hestene og udtrykker positive følelser overfor dem. Den positive relation kan bæres med til andre arenaer, fx ved at glæde sig over og fortælle andre om tiden med hestene (Klitgaard et al., s. 96).
- Fysisk kontakt, hvor man mærker hestens og sin egen rytme, stemning og kropssprog, hvilket er med til at understøtte nonverbal kommunikation og kontakt. Nærheden giver ro og sænker arousalniveauet i kroppen. Berøring, kærtegn og pleje giver mulighed for at handle i forhold til sine følelser, fx ved at øve sig i at vise tillid, sætte grænser eller tage initiativ til nærhed (Klitgaard et al., ss. 96-97).
- At være i nuet. Samarbejdet med hesten er afhængigt af opmærksomhed på hestens reaktioner, og fokus flyttes derfor fra mennesket til hesten. Det kan bidrage til en udvidet selvforståelse, og desuden er det sandsynligt, at hestens manglende forudindtagethed gør, at man kan føle sig mødt udenom sin problemhistorie (Klitgaard et al., ss. 97-98).
På Sødisbakke kan Malene Wendtland, der selv er hestekyndig, nikke genkendende til disse pointer – og hun ser dem også langt hen ad vejen udfolde sig hos de beboere, der er i kontakt med hestene.
”Det er min oplevelse, at der er en interaktion mellem hestene og vores beboere, som kan være gavnlig for dem. De kan spejle deres følelser i hesten og fortælle den ting - og de oplever, at den lytter til dem. Samtidig fornemmer jeg, at det giver både en adspredelse og en ro hos beboerne at være i fysisk kontakt med dyrene. Man er nødt til at være i nuet sammen med hesten – man kan ikke gå og tænke på alt muligt andet. Og man skal have en tro på sig selv, for at hesten tror på én. Dét tror jeg kan være med til at give beboerne mere selvtillid, og en følelse af at være i stand til at mestre noget i kraft af sig selv, i en dagligdag, hvor mange ting ellers kan være svære at navigere i”, reflekterer Malene.
Malene uddyber med et eksempel på en beboer, der bruger meget tid med hestene i sin hverdag:
”For denne beboer er heste nærmest blevet en del af hans identitet og selvforståelse. Han træner dem, motionerer dem, lærer dem at springe og gå i træktov. Det er meningsfuldt for ham at passe og pleje hestene og det giver ham livskvalitet”.
Hun tilføjer til sidst: ”Og dermed bliver det også meningsfuldt for medarbejderne at være på Sødisbakke, fordi vi arbejder i nogle rammer, som vi kan se, er til glæde for beboere”.
- At samværet med heste giver et rum, hvor der kan udvikles nye færdigheder, og som kan understøtte følelsen af agenthed. Man får mulighed for at handle aktivt i sit eget liv (Klitgaard et al., s. 87).
-
07.10.2021
I specialpædagogikken er det en forudsætning for den specialiserede indsats, at personalet ikke kun interesserer sig for at forstå funktionsnedsættelsen eller diagnosen hos borgeren. Det er også nødvendigt at gøre sig nogle kvalificerede antagelser om, hvordan personen selv oplever sit liv og den verden, hun lever i - altså skabe en samlet livsforståelse for borgeren. På Sødisbakke arbejdes der derfor med forskellige lag af antagelser om, hvordan borgeren oplever at være til. For at komme udover subjektive vurderinger, er det brugbart at have nogle faglige rammeforståelser, som kan kvalificere personalets antagelser.
Til dette arbejde findes forskellige metoder, og én af disse er den helhedsorienterede model bio-psyko-social, som søger at være opmærksom på såkaldt ”faglig blindhed”. Tanken bag modellen er, at der skal være sammenhæng mellem kroppen, sindet og samfundet (”de andre”). Derfor må man, når man skal have en samlet forståelse for borgeren, både kigge på biologiske, psykologiske og sociale faktorer – deraf navnet. Samtidig er modellen en påmindelse om at undgå, at én af faktorerne kommer til at dominere - og dermed tilsløre den samlede forståelse af personen – man må tænke i helheden.
Et dynamisk samarbejde
Forskellige faggrupper kan – naturligt nok – have forskellige fokusområder, når det drejer sig om at behandle eller drage omsorg for mennesker med udviklingshæmning. Læger vil kigge på det biologiske og somatiske, psykologer meget på det psykologiske og mentale helbred og pædagoger mere på det sociale aspekt. Med den bio-psyko-sociale model in mente må man dog forholde sig nysgerrigt til alle faktorer – og ikke kun sit eget faglige perspektiv.
Denne tilgang er relevant på alle Sødisbakkes tilbud og afdelinger, og her fortæller Konstitueret Tilbudsleder Mette Aagaard, hvordan modellen bliver brugt i praksis i Tilbuddet for Særforanstaltninger:
”Helt praktisk på afdelingerne foregår den vidensdeling, der er indlejret i den bio-psyko-sociale model meget dynamisk mellem de forskellige faggrupper, der har kontakt med borgerne. I arbejdet med vores målgruppe har vi et bredt tværfagligt samarbejde mellem både sosuer, sygeplejersker, praktiserende læge, ergoterapeuter og pædagoger, og input fra alle disse fagpersoner er relevante for at skabe de bedste betingelser for, at vores borgere kan have det godt”, fortæller Mette.
En naturlig del af praksis
For Mette og hendes kollegaer er denne tilgang altså en naturlig del af arbejdet med borgerne. Med udgangspunkt i en specifik borger uddyber hun, hvordan brugen af modellen i praksis kan udfolde sig på afdelingen:
”Denne borger har eftervirkninger fra et tidligere sygdomsforløb. Vedkommende kan give udtryk for ubehag og bekymring i forbindelse med dette, og her er det vores opgave at undersøge, hvad der gør beboeren utilpas. Derfor kører vi - som første ben i modellen - et sundhedsfagligt tjek i samarbejde med sygeplejerske eller praktiserende læge. Vi tjekker om der feber eller om vedkommende har smerter. Er dette ikke tilfældet er det relevant at undersøge, om der i stedet er tale om en psykisk belastning, der gør borgeren nervøs for sit helbred.
Så benytter vi andet ben i modellen og spørger nærmere ind til, hvordan beboeren har det. I dette specifikke tilfælde viste det sig at være relevant, at borgeren også blev tilknyttet psykiatrien.
Som et tredje ben i modellen er det så pædagogernes opgave at sørge for det sociale. Dette gør vi ved at undersøge, hvordan vi kan hjælpe gennem samtaler med de andre faggrupper. Vi laver en behandlingsplan og finder fx ud af, om der skal laves ændringer i medicinen, om der mangler bedre vejledning i at tage medicinen eller om borgeren skal til lægen. Derudover tænker vi i baner, der kan lindre psykologisk uro – Har borgeren brug for en lur? For en gåtur? Eller adspredelse i form af vedkommendes ”arbejde”?
Ud fra en samlet forståelse for borgerens situation, sætter personalet dermed rammen for, hvordan borgeren kan få det bedre”, afslutter Mette.
-
16.09.2021
Hvordan arbejder man med mennesker med udviklingshæmning, der oven i deres funktionsnedsættelse også er besværet af forskellige psykiatriske problemstillinger? På afdelingen Skrænten, der hører under Tilbuddet for Psykiatri og Udviklingshæmning på Sødisbakke, bor 12 borgere, der er i netop denne situation. Deres hverdag er præget af et stort behov for nærvær og omsorg, og det kræver noget helt særligt af personalet i samspillet med borgerne, samt et stærkt samarbejde mellem mange forskellige faggrupper.
”Hvis det er svært at have en psykiatrisk lidelse som normalt-fungerende, så er det ti gange sværere, hvis man også har udviklingshæmning”.
Ordene kommer fra Frank Nielsen, der er afdelingsleder på Skrænten. Sammen med personalet på afdelingen har han et særligt indblik i, hvordan livet for mennesker med udviklingshæmning, der også lider af en eller flere psykiatriske diagnoser, udspiller sig, og hvad det kræver at være der for disse mennesker:
”Udviklingshæmning er i min optik ikke en sygdom – måske lidt provokerende kunne man sige, at vi alle på et eller andet plan er udviklingshæmmede, for ellers ville vi være super-mennesker, og det er der jo ingen der er. Men vores borgere har bare en højere grad af udviklingshæmning end os andre, og den gør det svært for dem at fungere i den her verden på mange parametre. Derfor er det også ekstra belastende for dem, når de har en psykiatrisk diagnose oveni, for de kan ikke reflektere over deres situation. De forstår ikke, hvad der sker med dem, og de kan ikke sætte ord på det – de kan bare være i deres følelser, fortæller Frank.
Det pædagogiske arbejde og Low Arousal
På Skrænten er en stor del af det pædagogiske arbejde derfor at lindre borgernes ubehag og gøre verden lidt mere udholdelig for dem. Det handler især om at være nærværende, tilstede, yde omsorg og ikke mindst at bruge den pædagogiske metode Low Arousal.Kort fortalt er Arousal en biologisk funktion, reguleret af signalstoffer, der påvirker hjernens og kroppens parathed til at reagere på stimuli. High Arousal er i sagens natur en hurtigere, stærkere og mere intens reaktion på stimuli, hvor evnen til selvkontrol bliver svagere og evnen til at bearbejde information falder. Hvis en borger er på vej mod High Arousal, er det personalets opgave - gennem ro-givende teknikker og pædagogik - at hjælpe borgerne til igen at finde ro i sig selv, og dermed nå til en tilstand af Low Arousal.
Hos personalet kræver det evnen til at være i balance med sig selv, samt at have en bevidsthed om sit eget verbale og non-verbale udtryk. Gennem positiv affektsmitte kan personalet nemlig være med til at konfliktnedtrappe og berolige en borger, der muligvis er på vej mod et kontroltab. En tilstand af Low Arousal er altså nødvendig hos både medarbejder og borger for at kunne fokusere energi på et givende og udviklende samvær*.
Frank anerkender, at man derfor skal være af en særlig støbning for at arbejde under betingelserne på Skrænten:
”Enten kan man arbejde med det her område, og så falder man pladask for borgerne, og ellers kan man simpelthen ikke. Det er et svært område, og det er også psykisk belastende at være i som medarbejder, fordi borgerne det meste af tiden har brug for kontakten og nærværet fra personalet. Samtidig er vi hele tiden opmærksomme på, hvor borgerne er mentalt, og vi laver løbende risikovurderinger – både på deres adfærd og deres psykiske tilstand – og her skal man kunne skelne. For hvad er hvad, og hvordan agerer vi på det? Det kan være vidt forskelligt fra borger til borger, hvad der er på spil, og vi har altså 12 forskellige individer her på afdelingen”, pointerer han.
Nødvendigheden af fagligt sammenspil
I Tilbuddet for Psykiatri og Udviklingshæmning - og på Sødisbakke generelt - findes nogle af de sværeste og mest komplekse opgaver indenfor specialpædagogisk arbejde i Region Nordjylland. Derfor er der også brug for dygtige, faglige medarbejdere, og ikke mindst en bred vifte af fagligheder; ergoterapeuter, sosuer, pædagoger, sygeplejersker og psykiatere.”Det er vigtigt at pointere, at medicin og pædagogik på denne afdeling går hånd i hånd”, fortæller Frank. ”For at arbejde med den her målgruppe er der brug for samarbejde og kendskab til borgerne, og her er psykiatrien og de pårørende vigtige medspillere. For den rette medicinering til at lindre psykiatriske diagnoser giver os muligheden for at bruge vores pædagogik, og dermed hjælpe borgerne bedst muligt”.
På Skrænten er potentialet i samspillet mellem psykiatri og specialpædagogik til at få øje på, bl.a. gennem en specifik borger på afdelingen:
”Denne borger er flyttet mere end 50 gange i hele sit voksne liv, og personen har været indlagt på psykiatriske afdelinger i længere tid end vedkommende har opholdt sig på sine bosteder. Nu har personen så boet på Sødisbakke i over et år, og har endnu ikke været indlagt én eneste gang. Samtidig giver vedkommende udtryk for at være faldet godt til og have det godt her”, fortæller Frank, der i høj grad tilskriver det personalet, at denne positive udvikling hos borgeren har fundet sted. Han reflekterer over, at det er lykkedes personalet at være tilstede og skabe forudsigelighed og tryghed for vedkommende, og at det har haft en afgørende betydning.
”Det er ikke for at forherlige os selv, for det er jo vores kerneopgave og det vi skal kunne som tilbud - det er derfor vi er her. Men det er tankevækkende, hvordan det at være på forkant med borgernes behov og skabe nogle rammer og strukturer, som de kan være i – i samspillet mellem de forskellige faggrupper – kan gøre en forskel for at hjælpe dem med at navigere og leve med de livsvilkår, som vi desværre ikke kan ændre for dem”, afslutter han.
*Kilder: Baseret på litteratur af Kjeld Fredens, Bo Hejlskov Elven, Trine Uhrskov & Krista Naver.
-
Af Anne Koch-Mikkelsen, Musikterapeut på Sødisbakke
24.06.2020Hvert år planlægges en række kulturelle arrangementer på Sødisbakke i samarbejde med sognepræst Cicilie Poulsen. Arrangementerne indeholder ofte musikalske elementer, hvilket også var tilfældet med den sogneformiddag, der fandt sted før corona brød ud. En klassisk koncertoplevelse som gav plads til refleksion over musikkens påvirkning og indflydelse på mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Lyden af den velkendte fløjte og smukke klang af stemmen til sangen ”Papageno” fra Mozarts Tryllefløjten lyder rundt i Salen på Sødisbakke. Det er tydeligt at registrere fysiske reaktioner på musikken som smil, lyde og grin. Salen bliver helt stille ved sangen “O mio bambino Caro”, som stemningsfuldt vækker hukommelsesspor, påvirker sanserne med kuldegysning, og giver en lille tåre i øjenkrogen eller ro i kroppen.
Salen er pyntet med forårsblomster og flotte duge på bordene. Bag sangerne kan man se skiftende naturbilleder på storskærmen. Arrangementet er tilpasset hver enkelt borgers behov for afgrænsning, fx med plads på madras eller tæt på udgangen.
Arrangementet indledes med en fællessang, og netop fællessangen er en fast bestanddel af mange af Sødisbakkes kulturelle begivenheder. Dette har et helt særligt formål. Effekten af sang frigør endorfiner i kroppen. Det gør os alle i bedre humør. Også stoffet oxytocin – det såkaldte ”kramme hormon” - aktiveres ved sang, og det er en måde at opleve fællesskab, som vi alle som mennesker har brug for (Gammeltoft. 2016).
Efter fællessangen begynder selve koncerten med klassiske sange og arier udført i solo eller duet af en sopran og en tenor, og akkompagneret af klaver. Sangernes nærvær og udstråling bidrager i høj grad til oplevelsen. “Musik bevæger os” (Bonde et al 2014), og dette ses tydeligt under koncerten, hvor fx en multihandicappet mand uden sprog begynder at smile og åbne sine øjne, mens han udtrykker sine positive lyde. Dette er tydelige reaktioner på musikkens påvirkning. Han får vitalitet i ansigtet og musikken vækker en positiv følelse i ham.
Livskvalitet gennem æstetiske og musikalske oplevelser
Koncerten består af sange som formodes både at virke beroligende og stimulerende. Musikken kan karakteriseres ved et stabilt tempo, forudsigelig harmonisk progression, passende kadence, forudsigelige melodiske bevægelser og en klar struktur og form. I kontrast hertil er de elementer, der kan virke stimulerende. Dette kan fx være uforudsigelige temposkift, skift i rytme, klang, tonehøjde og harmonik og pludselig accelerando (Wigram 2004, p.215 i Schou 2007).Operasangen og tonerne fra klaveret giver borgerne en unik sanseoplevelse, der både stimulerer den auditive perception (høresansen) og den visuelle sans gennem sangernes indlevelse og ansigtsudtryk. Indtrykkene sætter sig både på det fysiske, følelsesmæssige og kognitive plan:
“Mange års forskning har klarlagt, at bestemte hjerneområder er særligt aktive i bearbejdelse af musik. Men den nyeste forskning peger også på, at musik gør brug af størstedelen af hjernen og har direkte indvirkning på kroppen og nervesystemet. Samtidig med at musik sender impulser og informationer gennem det auditive system, aktiverer musikken også opmærksomhed, hukommelse, forventning, emotioner og bevægelse, og kroppen reagerer med forandringer af hjerteslag, åndedræt og svedproduktion” (Bonde et al 2014 s. 64).
De borgere, der ikke har noget verbalt sprog, vil selvsagt ikke være i stand til at udtrykke de musikalske præferencer, de har. Det vi ER i stand til at observere er deres adfærd samt de lyde, de udtrykker sig med.
Til koncerten er de kropslige reaktioner tydelige at observere hos beboerne. Fx foden eller hånden, der bevæger sig i pulsslag til musikkens rytme. Andre beboere sænker skuldrene og sætter sig roligt på stolen. Engang imellem er der udbrud af latter når musikken tager en overraskende drejning. Musikken kan helt fysisk give vitalitetsfølelse i kroppen og vække gestik i ansigtet (Bonde 2007), som hos den kvinde, der sidder apatisk i sin kørestol, men som næsten rejser sig op i stolen og begynder at smile, da musikken starter.
Gentle Teaching i et koncert perspektiv
Med koncerter som denne opera-formiddag har vi mulighed for at give borgere og personaler en æstetisk oplevelse. Samtidig kan vi skabe en fælles oplevelse på tværs af afdelinger, stimulere sanserne og ikke mindst vække følelserne og hukommelsesspor i hjernen. På Sødisbakke arbejder vi ud fra pædagogikken Gentle Teaching, og set i dette perspektiv bidrager arrangementet på mange parametre; det tilgodeser beboernes behov for ”at være med” til en kulturel begivenhed på lige fod med andre. Samtidig er de omgivet af personale, de kender, hvilket bidrager til ”at være elsket og kærlig”, og de velkendte og tilpassede rammer bidrager til ”at være sikker” (Gentle Teaching – en introduktion, 2010).Vores forhåbning og vores observationer fra denne opera-formiddag er, at musikalske arrangementer bidrager til positiv livskvalitet for beboerne og ikke mindst arbejdsglæde for personalet.
Litteraturhenvisninger:
- Bonde, 2007. “Introduktion til musikpsykologi og musikterapi 1” 28, 26-60. Psyke og Logos.
- Bonde et al (2014), ”Musikterapi teori uddannelse praksis forskning- en håndbog om musikterapi Danmark” Forlaget Klim.
- Gammeltoft Birgitte 2016. “Sansestimulering for voksne” Forlag fa.Gammeltoft.
- K. Schou. (2007) Psyke & Logos - tidsskrift.dk. 28, 525-547
- McGee, John & Brown, Marge (2010) ”Gentle Teaching, Nænsom læring - en introduktion”, bearbejdet på Sødisbakke.
-
Aktivitets- og Samværstilbuddene, Sødisbakke
26.05.2020I corona-tiden har Aktivitets- og Samværstilbuddene på Sødisbakke måttet finde alternative måder at skabe oplevelser for beboerne, mens der er lukket ned for hverdagens fællesaktiviteter.
Tilbudsleder Malene Wendtland og kulturskaber Inge Klejs har derfor sat gang i et nyt initiativ, der skal give beboerne en kulturel oplevelse på afstand, nemlig virtuel historiefortælling. Fra sit hjemmekontor indlæser Inge velkendte historier og eventyr som ’Emil fra Lønneberg’ og ’Hans og Grethe’ på video, som beboerne på Sødisbakke kan se på deres Ipads eller sammen med personalet.
Det har krævet lidt tilvænning at få sat gang i det nye projekt: ”Sådan et nyt initiativ skal lige sparkes i gang, og både beboere og personale har skullet finde ud af, hvordan det kan bruges i hverdagen. Men nu har vi fået flere positive tilbagemeldinger fra afdelingerne, og beboerne kommer også med ønsker til flere historier”, fortæller Inge Klejs, for hvem det også har krævet lidt øvelse at indlæse videoerne:
”Det er faktisk et stort arbejde at indlæse historierne. Jeg vil gerne skabe en følelse af nærvær, selvom vi skal holde afstand. Det handler for mig om at gøre videoerne så engagerende som muligt, så jeg kommer ud over skærmen til den enkelte beboer. Beboeren skal gerne have en oplevelse af, at det netop er ham eller hende jeg læser for. Derfor øver jeg mig meget på min oplæsningsteknik - at lægge vægt på betoningen af ordene, at lave forskellige stemmer og holde pauser de rigtige steder”,forklarer hun.
Inge er ikke i tvivl om, at det virtuelle format for nogle beboere kan have en positiv indvirkning på den forandrede hverdag. ”Det er selvfølgelig en vurdering, om den enkelte beboer kan have gavn af videohistorierne. Nogle kan måske blive frustrerede eller kede af den manglende fysiske kontakt, og det er jo ikke meningen. Men for andre har jeg oplevet, at den virtuelle kontakt kan mindske lidt af savnet til den almindelige hverdag. Så er man ikke fuldstændig forsvundet fra jordens overflade, og det giver et håb om, at alt nok skal blive godt igen”,afslutter Inge.
-
Aktivitets- og samværstilbuddene, Sødisbakke
12.05.2020Mange af de normale aktiviteter på Sødisbakke er sat i bero under corona-krisen pga. kravet om at holde afstand. Men Bo Johansen, der bor på Sødisbakke og Inge Klejs, der er kulturskaber har sammen fundet en måde at bibeholde lidt af hverdagen – på en ny måde.
Normalt plejer Bo at gå til undervisning hos Inge på hendes kontor på Sødisbakke et par gange om ugen. Men her i corona-tiden arbejder Inge hjemmefra, så derfor har de måttet gøre brug af en ny metode – nemlig fjernundervisning over Skype. I starten vidste ingen af dem rigtig, hvad de gik ind til, men de blev begge hurtigt glædeligt overraskede over, at fjernundervisningen faktisk fungerede rigtig godt: ”Jeg er meget glad for fjernundervisningen”, fortæller Bo, ”det er hyggeligt og sjovt, at man kan se hinanden på den måde, selvom man selvfølgelig helst ville mødes i virkeligheden. Men det er smart, at man kan bruge teknikken til det”.
Bo er meget social og kan godt lide, at der sker noget. Normalt er han med til mange fællesaktiviteter på Sødisbakke – især, hvis det handler om film, musik og koncerter. Men nu, hvor mange af de normale aktiviteter på Sødisbakke er sat i bero, kan tiden godt føles lidt lang. Derfor er fjernundervisningen et godt alternativ: ”Det er godt at kunne involvere sig i noget, for så går tiden hurtigere og man får noget andet at tænke på”, fortæller han.
Inge og Bo har i de sidste fire uger haft undervisning en time hver dag, og de tilrettelægger sammen undervisningen ud fra forskellige emner, der interesserer Bo. Bo er glad for musik og er fan af bandet Dalton. Derfor har de brugt en uges undervisning på at læse om bandet og om musikernes liv og karriere. De læser også Erik Clausens selvbiografi – et kapitel hver dag, som de så snakker om. Ofte inspirerer deres snakke til nye emner, og Bo har fx foreslået at tage en tur på kunstmuseum efter corona-krisen. ”Det fede er at snakke om teksten. Man kommer mere i dybden med tingene”, forklarer han.
Inge får også meget ud af fjernundervisningen og det virtuelle samvær med Bo: ”Det giver mig stor arbejdsglæde at mærke, at Bo går op i undervisningen, og at det gør en forskel, selvom vi ikke er sammen. Bo er altid i højt humør og livlig når vi taler sammen, og han tager virkelig ejerskab i under-visningen, fordi han er så aktiv, nysgerrig og reflekterende. Det styrker fællesskabet for os begge to indtil hverdagen bliver normal igen”, fortæller hun.
Flere beboere kan også få gavn af fjernundervisningen, som ser ud til at sprede sig på Sødisbakke. Fx er en beboer begyndt at gå i skole hos Inge, hvor han lærer at skrive bogstaver og tal. Fjernundervisningen kan på den måde give et strejf af hverdag i en tid, hvor dagligdagen er savnet af mange.
-
Professionssekretariatet, Sødisbakke
30.04.2020Sødisbakkes konsulenter har udarbejdet et notat til inspiration for alle de, der arbejder for voksne med udviklingshæmning i denne corona-tid. Vi håber, at det kan være med til at gøre den forandrede hverdag mere begribelig og lettere at navigere i - naturligvis med tilbuddets egen lovpligtige beredskabsplan som øverste myndighed. Vi har valgt et par afsnit ud af notatet og præsenterer det herunder. Du kan downloade hele dokumentet her.
1. Om at gøre sundhedsstyrelsens anbefalinger begribelige og meningsfulde
Kommunikation gennem visualisering er en almenmenneskelig tilgang, der enkelt viser vej og er en slags genvej til vores forståelse af en information. Kunsten er at ramme plet ift. forståelse/kompleksitetsgrad, erfaring samt personlig præference.
Du kan fx bruge visuel kommunikationsstøtte til at gøre situationen mere forståelig ved at:- Lave corona-aktuelle piktogrammer, som kan klippes ud og bruges i de sammenhænge, hvor man i øvrigt ville bruge piktogrammer.
- Lade borgeren selv tage fotos, være ”statist” eller finde billeder på nettet (her kan man finde symboler eller illustrationer, der ”taler til én”, hvis piktogrammer ikke gør).
- Lade personen være med til at formulere ”huske-sætninger”, hvis der er sproglige færdigheder
- Lave en social historie med tekst og billeder/symboler, som kan læses med borgeren umiddelbart før fx et besøg i byen eller anden aktivitet.
- Lave en oversigt over corona-relevante tegn-til-tale håndtegn.
Det er vigtigt som personale at have et realistisk perspektiv på egne forventninger til rækkevidden af borgerens forståelse. Lav evt. en visuel ”huskeseddel” sammen med borgeren til at have i lommen/tasken, når man er ude (konkrete fotos af borgeren, der holder afstand ved at række armen frem eller afspritter sine hænder, og billeder af handsker og spritdispenser mm.).
2. Om at bruge positive anvisninger i stedet for forbudsremser
Det er som udgangspunkt nemmere at forstå og genkalde sig noget man positivt kan gøre, end at holde rede på alt det, som man ikke må. Klichéen om, at ”så kan han lære det!” gælder ikke, hvis man har vanskeligheder med hukommelse, kognition og sammenhængsforståelse. Derfor skal man som personale lægge alle kræfter i at formidle, hvad man gerne vil have borgerne til - altså arbejde med positive imperativer – og ikke remse alt det op, som vi IKKE må i disse corona-tider.
Eksempel:
- ”Man SKAL vaske hænder og spritte, hver gang, man skal ud eller ind ad hoveddøren” i stedet for ”Du må ikke gå ind uden at vaske hænder!”
3. Om at bruge stimulation og inddragelse til at hjælpe med at huske centrale budskaber
Hukommelsen understøttes når kroppen og vores kreative sider bidrager og farver vores erindringer. Bonus er en stimulerende aktivitet, fællesskab og positiv ”behandling” af en svær og tung situation.
- Apps: Lav fx en social historie i en app (BookCreator, SocialStories, Story Creator, iMovie mm.). Lav et personligt ”dukkespil” i app’en PuppetPals.
- Teater: Lav små skuespil om retningslinjerne eller om at savne og håbe (”…men det bliver godt igen…”)
- Sang: Lav sammen med borgerne sange om at vaske hænder, holde afstand, tage hensyn, være sammen vær for sig osv. Gentagelser skaber forudsigelighed, tydelige indikatorer for start og slut, og sang skaber samhørighed og optimisme – så lad der gå ”slagsang” i den!
- Tegne/male: Lav store fælles malerier/tegninger af, hvad man skal huske. Lad borgerne pynte informationsskilte (så længe det ikke overtager budskabet).
4. Om at dosere corona-information
Vær også opmærksomme på mængden af information. Doseringen skal være velafstemt, således at borgeren ikke oversvømmes af unødige informationsbyrder, men får præcis den mængde information om epidemien, som han/hun behøver. Det bør derfor også være et fokuspunkt at støtte borgeren i pauser fra informationsstrømmen, når der er behov for det. I den forbindelse kan det pt. være særligt relevant at forholde sig aktivt til, hvornår der er tændt for tv/radio, og hvilke kanaler der er stillet ind på. Man kan evt. opfordre til at udsatte borgere ikke ser tv alene, men i stedet ser en kendt film eller serie. Overinformation kan være uheldigt og uhensigtsmæssigt på samme måde som underinformation kan det.
-
Af Jonathan Zacho Bruun, cand. mag. i anvendt filosofi.
Socialpædagog på Sødisbakkes tilbud ’Komplekse Udviklingsforstyrrelser’.05.03.2020.
I specialpædagogisk praksis står vi konstant i etiske dilemmaer, hvor balancen mellem individets ret til autonomi og selvbestemmelse står i stærkt kontrast til, hvad der er muligt og hvad dette menneske egentlig kan rumme. Hvor spørgsmål som: hvad vil det sige at være et menneske og leve et godt liv, oftest kan virke irrationelle. Ja, det jo spørgsmål, der kan være svære at svare på for alle mennesker, men i endnu større grad for dem, der lever i en abstrakt tilværelse defineret af fysisk og psykisk udviklingshæmning. Mennesker, som kan være gået gennem et liv af systemisk og relationel omsorgssvigt samtidig med, at disse rent kognitivt og psykisk aldrig vil være som du og jeg. Fordi i dannelse modtager vi mennesker autonomien og samfundets anerkendelse; her får vi friheden til at skabe vores eget liv. En frihed, som vores beboere ikke kan få på samme måde, og oftest heller ikke rumme.
Filosofi og menneskesyn, som Gentle Teaching, tvinger os omsorgspersoner til at stille eksistentielle spørgsmål for at blive skarpe på, hvordan vi kan tilføre så meget mening som muligt til beboernes tilværelse.
Hvordan tænker et menneske, der ikke kan tale?
Hvordan italesætter man sit indre følelsesliv, når man ikke har ordene til rådighed?
Hvordan kan man få stillet sine behov, når man ikke selv kan række ud efter dem?
Hvordan lærer man at opleve omsorg, hvis man aldrig har fået det i sin barndom?
Hvordan bygger man sit selvværd op, når man kun har relationer til professionelle, som kommer og går gennem ens liv?Ja, vores arbejde er i den grad komplekst og kræver store mængder af refleksion over sig selv som menneske og fagperson, for at kunne give den rette omsorg til det enkelte menneske. Vores beboere kan til tider opleve deres liv som meget uoverskueligt, og sårbarheden er igennem meget af deres liv blevet opfattet som uhensigtsmæssig adfærd, der skal korrigeres.
Men her på Sødisbakke arbejder vi ud fra Gentle Teaching som en filosofisk referenceramme. I GT får vi italesat vores redskab, et kærligt menneskesyn og specialpædagogisk eksistentialistisk filosofi. GT giver aldrig endegyldige svar på spørgsmålene; de svar findes ikke i specialpædagogikkens verden, men det giver os et nyt blik for den etiske fordring som vi kender - den fra Løgstrup (1956): "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”.
Tænk på det lille barn; hvordan vores kys, kram, pludrer og kærlige blikke skaber dybe minder om, hvem vi er og hvem barnet er. Omsorgen skaber fundamentet, hvorpå vi vokser som mennesker. Denne gentagende og betingelsesløse kærlighed er en nødvendighed for alle væsner. Fordi vi alle er fantastiske, dejlige og unikke med et grundlæggende behov for at blive anerkendt lige præcis som vi er. Denne indstilling i ens professionelle specialpædagogiske praksis er en nødvendighed. Det skaber det gode fællesskab, hvor beboerne oplever de livsnærende relationer. Der bliver skabt nye, positive og kærlige minder. Som medarbejder oplever man et sundt, åbent og udviklende arbejdsmiljø, hvor vi kan agere rollemodeller, der lærer beboerne at kommunikere deres følelser.
Den nænsomme læring hjælper os med til at få en meningsfuld eksistens, hvor vi som mennesker kan føle os trygge, elsket, kærlige over for andre og en del af et fællesskab.
Vi, der har stået i socialpædagogisk praksis med og uden Gentle Teaching ved, at det virker. Det gør vores arbejdsliv meningsfuldt, fordi vi støtter andre mennesker til at opleve et liv med kærlighed; et liv denne måske ikke ellers have fået. GT kræver meget af os som omsorgspersoner, fordi det er betingelsesløst og konstant. Også på de svære dage, hvor livet kan gøre ondt, og selv det kærligste kram kan føles som et krav. Men hvis vi kan fremstå som mennesker for hinanden, kan vores relationer gøre et liv til forskel.
Mange af de mennesker vi får i vores hænder her på Sødisbakke har været rundt omkring i systemet og oplevet mange svigt. Men, nu er de hos os; nu er de et trygt og kærligt sted, hvor vi vil rumme den enkelte, helt som det unikke og fantastiske menneske, denne er.
Netop derfor er Sødisbakke et af de bedste steder at være omsorgsarbejder i vores samfund!
Vil du vide mere om Gentle Teaching, kan du finde vores publikationer her.
Opdateret